FAQ

Typiske spørgsmål og svar om benzin og diesel

Er det rigtigt, at nogle benzinstationer har 95 oktan i 92 oktan standere?

I sjældne tilfælde kan det forekomme, at der er 95 oktan i 92 standeren. Det vil typisk være på mindre tankanlæg, eller hvis man af logistikmæssige årsager har fundet det praktisk at fylde 95 oktan i 92 oktantanken. Benzinkunden vil således aldrig blive dårligere stillet.

Det vil dog være en unødig risko at løbe, da man aldrig på forhånd ved om der er 95 oktan i 92 oktanstanderen. Og den økonomiske gevinst er også svær at få øje på. Listeprisforskellen på de to benzintyper er i øjeblikket 6 øre (juli 2003). En gennemsnitsbillist, der kører 15.000 km/år og 14 km/l vil således spare sølle 65 kr. om året.

Hvor kan man finde de tankstationer, der stadig forhandler 98 oktan?

Fra 1. maj 2001 stoppede salget af grøn 98 oktan blyfri samt rød 98 oktan med blyerstatning, da begge typer indeholder stoffet MTBE, der kan forurene grundvandet. Salget af 98 oktan fortsætter dog på en række specielt miljøsikrede stationer. Du kan på Energi- og olieorganisationernes hjemmeside finde en opdateret liste over de stationer, der fortsætter salget.

Oliebranchen

Hvornår kan det svare sig at købe en diesel- fremfor en benzinbil?

FDM har lavet en benzin-dieselberegningsmodel, som enkelt viser dig, om det bedst kan betale sig at købe en benzin- eller dieselbil.

FDMs benzin-dieselberegning

Er der forskel på dyr og billig benzin i Danmark?

I Danmark har oliebranchen et sæt almene kvalitetskrav for grundbenzin. Disse krav gælder uanset om der er tale om store eller små benzinselskaber. Denne benzin er af god kvalitet.

Benzinen tilsættes derefter en række stoffer efter de enkelte selskabers ønske og overbevisning. Det kan være stoffer til at udskille kondens, forhindre isdannelser, samt stoffer med rensende egenskaber. Hvor meget og hvilke stoffer der anvendes, oplyses ikke af selskaberne.

Hvor finder jeg priser på benzin i udlandet?

FDM indhenter oplysninger om benzinpriserne i Europa og viser disse på www.fdm.dk. Man skal dog være medlem af FDM for at kunne se dem.

Benzinpriser i Europa (kun for medlemmer af FDM)

Er det lovligt ikke at skilte benzinpriserne, så man kan se dem fra vejen?

Benzinpriserne skal som udgangspunkt være letlæselige ved passage af tankstationen. FDM er bekendt med, at man i forbindelse med ombygning af visse benzinstationer fjernet skiltene ved vejen (eller anvender dem til egentlige reklamer) og samtidig placeret brændstofprisoplysningerne fx på bygningens mur. I en række tilfælde har det medført, at prisoplysningerne ikke kan ses ved passage af stationen.

Hvor finder jeg oplysninger om benzin- og dieselpriser tilbage i tiden?

På Oil Forums hjemmeside kan du finde statistik over udviklingen af brændstofpriser siden 1970. Her kan du også se andelen af afgifter og moms i forhold til den reelle produktpris.

www.oil-forum.dk

Min bil kører på 98 oktan - kan jeg skifte til 95 oktan?

Hvis du i dag kører på 98 oktan, skal du først finde ud af, om din bil virkelig har brug for det, eller om du uden videre eller ved en simpel justering af motoren kan skifte til grøn 95 oktan blyfri. Det kan du finde ud af på Miljøstyrelsens hjemmeside, ved at læse i bilens instruktionsbog, eller ved at kontakte dit værksted eller din bilimportør.

Liste over biler fra før 1. oktober 1990, der kan køre på blyfri 95 oktan

Hvorfor ligger nogle tankstationer i forkerte regioner?

Når tankstationer bliver sorteret i kommuner og regioner på FDM's benzinpriser.dk sker det med udgangspunkt i den enkelte tankstations postnummer.

De danske postnumre følger desværre hverken kommunegrænser eller regioner: Et postnummer kan ligge i flere kommuner, og disse kommuner kan ligge i forskellige regioner.

F.eks. ligger 8600 Silkeborg i flere kommuner: Ikast, Gjern, Ry, Silkeborg og Them. Disse kommuner - undtagen Ikast - ligger i Århus Amt. Ikast kommune ligger i Ringkjøbing Amt, og da postnummeret 8600 dermed optræder i Ringkjøbing Amt, kommer Silkeborg til at ligge både i Århus Amt OG Ringkjøbing Amt.

Giver det nogen effekt at skiftet til en luksusbenzin?

Benzintyperne Ultima 95 (Statoil), V-Power (Shell), NITRO3000 (Hydro Texaco) og Dynamic (Q8) - har en rensende virkning på motoren ved, at de fjerner sodbelægninger. Men det er de færreste biler, der overhovedet har så meget sod og koksaflejringer i motoren, at det kan betale sig for bilisten at tanke den dyrere benzin. FDM anslår, at under 10 pct. af den danske bilpark har gavn af de rensende effekter.

I Nitro 3000 findes nogle smørende additiver, der nedsætter friktionen i motoren, hvilket kan betyde små besparelser i benzinforbruget, men om denne besparelse er større end merprisen på benzinen er tvivlsomt.

I FDM’s Motor er der en artikel, "Drop de dyre dråber", som du kan læse : Drop de dyre dråber

Kan man benytte rapsolie som alternativt brændstof til diesel?

Rapsolie og blandingsproduktet biodiesel er i øjeblikket ikke et realistisk brændstofalternativ i Danmark.

Det er ulovligt at køre med disse brændstoffer i tanken, med mindre man selv indberetter brugen til Told & Skat og betaler afgift på linie med dieselolie til motorbrug. Og så bliver de alternative brændstoffer dyrere.

Foretages de som regel nødvendige konstruktive ændringer af motoren, skal bilen synes, og man skal føre teknisk bevis for, at motoren ikke forurener mere end den oprindeligt måtte. Nogle bilfabrikker tillader brug af biodiesel og rapsoile. Inden man beslutter sig for at køre med de alternative brændstoffer, skal man sikre sig en erklæring fra bilimportøren om, at en eventuel garanti ikke påvirkes.

Skal man betale de priser, der angives på benzinstandere eller på prisskiltet?

Ifølge markedsføringsloven skal man som udgangspunkt have en vare til den pris, den har været reklameret til – også selvom prisen har været sat for lavt. Dette gælder dog ikke, hvis prisen ved et uheld er sat så lav, at du burde kunne gennemskue, at det er en fejl. F.eks hvis et prisskilt viser 0.00 kr. for oktan 95 blyfri.

De priser, som der skiltes med ved vejen på en tankstation, skal altid afspejle de billigste priser. En tankstation må altså ikke benytte denne skiltning som lokkemiddel til dyrere priser.

Hvis man kommer udfor at tanke til en dyrere pris end den, der er skiltet med, skal man straks gøre opmærksom på, at dette er i strid med markedsføringsloven, og at man har ret til at få varen til den reklamerede pris. Klagen skal man rette mod den enkelte tankstation eller til det respektive selskab.

Månedens oktanhelte


Se alle oktanheltene
Bliv indberetter

Tilmeld dig FDMs nyhedsbreve

Få nyheder, gode råd og tilbud, der gør dit liv som bilejer lettere

Se tidligere nyhedsbreve her